Vi tror stadig der er noget at tale om #2

Vi har inviteret Jeppe Brixvold og Hans Otto Jørgensen ind på Caféteatret.

Vi har bedt dem om at holde et oplæg hver. Efter en pause vil der være plads til en samtale mellem dem og forhåbentlig nogle af jer som kommer og lytter. Mikkel Krause Frantzen er moderator på den samtale.

Vi næsten stoler på, at vi på den måde kan give samtalen om litteraturen med og mellem forfattere nogle rammer og lidt ro, ikke mindst.

Her er hvad vi skrev til dem (hvad de vil tale om bestemmer de selv):

Kære Hans Otto og Jeppe,

Vi kan godt lide, det I skriver. Det er først og fremmest derfor vi inviterer jer.

Og her kommer nogle af de andre tanker der har gjort, at de er jer to vi har inviteret. De spørgsmål vi rejser er ikke nødvendigvis nogen vi beder jer om at svare på. Men det er noget der interesserer os:

Vi har tænkt over hvordan jeres romaner bevæger sig. Jeppes Forbrydelse og Fremgang og Hans-Ottos seneste romaner/prosabøger.

hoj_s.jpg

I Hans Ottos seneste bøger er der passager som går igen på tværs af de fysiske bøger. For eksempel er der passagen med en bokser på en markedsplads. Den findes i Strange Days Indeed og gentager sig ordret i Springer (”Så ved man, hvad en bastard er. Hvad værdighed er. Så ved man, hvad det vil sige at være udtværet. Halv mand, halvt træ. Himlen er i ham.”).
Der også er mange eksplicitte resonanser og gentagelser mellem for eksempel The Factory ogExodus. Beskrivelsen af Tessa i The Factory minder om den af Silke i Exodus. Og så er der en beskrivelse af, at nogle brosten på en gårdsplads er som hovedskaller. Den går også igen i begge bøger.
De gentagelser kunne vedrøre forholdet mellem (lad os kalde det) fiktion og selvbiografi. The Factory er anden del af en slags selvbiografisk erindringstrilogi (sammen med Hestenes Øjneog Sæt Asta Fri), hvorimod Exodus er mere rendyrket roman. Hvad gør disse gentagelser mon ved det forhold?
Og giver det overhovedet mening at skelne på denne måde? Hvor efterlades erindringsarbejdet, hvordan skal dette opfattes? Er der overhovedet tale om erindring som vi kender den, som rekonstruktion, eller er der snarere tale om en konstruktion, dvs. om erindring som fiktion, en anden form for fiktion?

Gentagelserne bøgerne imellem peger også på noget formelt strukturende, tænker vi. Det er som om, at det at nærme sig et bestemt stof kalder på bestemte formuleringer. Og det tænker vi kunne være en særlig måde at huske på. Som om sproget selv husker, hvilke sætninger der før har været i forbindelse med hvilke. Det virker som om der er en mundtlighed på spil. Eller bare en musikalitet.

I Jeppes Forbrydelse og Fremgang er der et sted lige ved at ske en lignende gentagelse. En beskrivelse af hvordan en cigaret virker: ”Cigaretten afgiver sin cyanid, som sætter mit centralnervesystem i bero...” osv. er lige ved at gentage sig. Men der når kun at stå: ”Røgens cyanid” og så afbryder jeget sig selv med et: ”- det har jeg sagt”. Sætningerne om virkningen forbliver et ekko, der ikke udfoldes igen.

Jeppe-Brixvold.jpg

I Forbrydelse og Fremgang vender jeget ikke tilbage til tekstens tidligere rum. Der er en fremdrift, en bevægelse, ligesom der er i Hæfte. I Hæfte skifter rummet i takt med det landskab jeget vandrer igennem. Der er tydeligt kontinuitet. Selvom rummene i Forbrydelse og Fremgang skifter i mere uforudsigelige (og fiktive) retninger, så er der alligevel også her kontinuitet. Der er heller ikke tale om en abrupt transport. Jeget prøver på et tidspunkt, at ringe til det slot og den prinsesse han har været gift med. Men det lykkes ham ikke at få fat på hende. Det virker ikke som om der er tale om glemsel. Der er bare bevægelse, som ikke er istand til at vende tilbage. Eller vinde noget tilbage. Men den bevægelse er vist ikke nødvendigvis en bevægelse frem mod noget. I hvert fald ikke en fremdrift som hænger sammen med betydning eller kausalitet.
Som der også står i Jeppes bidrag til Victor B Andersens Maskinfabrik nr 47: ”Hvad betyder det, at litteraturen er blevet en jagt på mening? Det betyder, at vi har mistet modet. Det betyder ikke, at vi er interesseret i meningen. Hvis vi var interesseret i meningen, ville vi bare tage den.”

Som en slags parentes: vi er nysgerrige på forholdet mellem Forbrydelse og Fremgang, Hæfte og så Jeppes tidlige bøger. Det er meget stillestående bøger. Ja, Daniel foregår bare i Daniels hus og så selvfølgelig i de drømme, der bliver berettet om af de personer, som kommer og besøger ham i det hus. Romantik foregår, bortset fra starten, udelukkende i Oxford - derudover er der selvfølgelig også Williams (den nye Shelleys) "indre rejser", men igen, det er ikke bevægelse i fysisk forstand. Den eksisterer ikke. Så meget desto mere overraskende er det, hvor stor en rolle det, den, bevægelsen, spiller i Hæfte og i Forbrydelse og fremgang (om end på vidt forskellige måder). Her bliver der vandret og rejst igennem.

Romanen Forbrydelse og Fremgangs afsnit glider let over i hinanden. Måske fordomsfrit. Skamløst? Et sted i The Factory står der: "Men at blive noget andet, at overgå fra en tilstandtil en anden, er skamfuldt...". Skammen over at forandre sig. At leve på en måde end det, der er indprentet i én. Er det monstro sådan en skam som bevægelsen i Forbrydelse og Fremgangformelt set er løsrevet fra. Det at løsrives fra tilhørsforhold, fx tekstlige rum, er ikke skamfuldt. Dermed ikke sagt, at det er det i The Factory. Men der peges på skammen som en mulighed. Den tematiseres.

Når alt det er sagt, så tror vi ikke, at gentagelserne hos Hans Otto står i modsætning til den fremdrift der findes hos Jeppe. Der er måske tale om en skvulpen hist og pist og ikke en tilbagekomst af gammelt stof. Der er ikke et dengang og et nu. Eller hvis der er, er det ikke fuldstændig muligt at opretholde sådan et skæl og sådan en distance.

I The Factory står der et sted:
”Jeg er ikke mere bange for at bruge et ord som minder, jeg er ikke mere bange for at bruge et ord somerindring, det er det, vi lever af.” 68.
Det erindrede stof er også selve erindringens rytme. Et minde hvirvler et andet ind i sig, det ruller langsomt frem. Nogle spirer på roekuler i den tidlige forårssol skrives ind i et minde om en mørk gang: ”Det er de spirer, der bliver ved med at være i mig, som strækker sig efter mig i den mørke gang.” Erindringen eller mindet er ikke noget adskildt fra selve det erindrede stof. Det er som om erindringen og mindet ikke er noget overstået, som der er distance til. Den mørke gang og spirerne er ikke noget der kan overstås, men noget der bliver ved med at være der.
Det er et stof, der bliver ved med at kunne påkaldes, og som det måske ikke handler om at komme til tåls med.
Måden jeres romaner bevæger sig på, interesser os altså.

Noget andet vi har tænkt over, er jeres omsorg for udkanten. Udkantsdanmark, eller bare idet hele taget andre mennesker, samfundet.

I starten af By og Hest beskrives Ian. Han er ikke mere sig selv, han er lam, han hoster. Men hans lidelse er ikke genkendelig: ”Der er ikke i den forstand noget fællesmenneskeligt over den. Vi hører ikke naboerne igennem den, hører ikke noget andet menneske, ingen lidelse. Der er ikke i den forstand tale om lidelse, ikke som den berører andre, den er uden deres øjne”. Dét virker som et afgørende moment eller en afgørende tanke. Tanken om at man kan dele (eller ikke dele) lidelsen. At man kan have den til fælles (og det er ikke nødvendigvis et varmt lindrende fælles, men noget ensomt også). At der kan være noget i dét.
Der er slutningen af Strange Days Indeed hvor en kvinde fra Mors der lemlæstes og smides på en mark. Og der er en lang række af andre skæbner man støder på i forfatterskabet. Lidelsesfæller. Der er en fælles udsathed. En form for motto fra The Factory lyder: ”Jeg er hele tiden for udsat.”. Et andet fra Strange Days Indeed: ”Jeg prøver at forstå, at sætte mig ind i denne smerte…”. Er det det, det hele går ud på?

Hos Jeppe er der i teksterne fra Victor B. Andersens Maskinfabrik, et væld af kommentarer og statusopdateringer fra facebook som stemmen i teksten tager på sig. Det er hånlige kommentarer, hvor offentlige personer udstiller hinanden. Det er en hånlighed som teksten suger op i sig. Den viser hvordan vi udsættes for hinandens sprog? Et sprog som teksten tager sig af, ved at invitere det ind.

I Forbrydelse og Fremgang er naturen udsat. Da jeget i en periode fælder træer i Pyrenæerne rejser spørgsmålet sig pludseligt (gennem jegets (spøgelses) far), om hvorvidt den ødelæggelse af naturen sker for jegets personlige erfarings skyld.
Det taler ind i den diskussion som Jeppe i Den Blå Port nr 90 åbner. Her skriver han om, hvordan den borgerlige roman er en roman, hvor individets forhold til omverdenen (og det forholds udvikling) er et styrende princip. Og hvordan sproget her fungerer som et funktionelt redskab der har det mål at beskrive en virkelighed individet kan spejle sig i. Træfældningen, ødelæggelsen af naturen, i Forbrydelse og Fremgang bliver pludselig (via farens ord) synlig som et led i den funktionstankegang og den borgelige romans projekt genklinger. Ved at pege på dét forhold synes Forbrydelse og Fremgang at spørge til, hvorvidt litteraturen skal være et sted, hvor sådan en økonomi skal/kan finde sted.

I rejser altså for os at se begge to spørgsmålet om, hvordan en omsorg for andet end jeget og dets erkendelser kan finde sted i litteraturen.

Det er sådan nogle ting vi tænker på, når vi læser jeres romaner. Men vi vil også virkelig gerne høre hvad I tænker. Og hvad I kunne tænke jer at tale om. Hvis I vil kan i forholde jer til/være uenige i noget af det ovenstående. Men I behøver ikke.

Kunne i forestille jer at holde et oplæg hver på en 20-minutters tid? Om jeres bøger/om ting I læser/om ting I har lavet og måske også om ting I laver for tiden. I må også gerne læse noget op. Efter oplæggende vil der være en pause. Og så en fælles samtale med/mellem jer og publikum. Vi har bedt Mikkel Krause Frantzen om at være moderator på den samtale.

Vi håber rigtig meget, at I vil være med til det.

Kh
Mikkel, Pernille, Peter-Clement, Kronstok.

Sted og sted: Cafe Teatret, Skindergade 3, København K klokken 16:00. Dørene åbnes klokken 15:30.