Bibliotek Bayou
Bibliotek Bayou er Kronstorks serie for tekster skrevet til scenen. Dramatik og alt det der ikke ligner. Der er ingen regler. Vi leder hele tiden efter de bedste tekster i verden. De mest nysgerrige. Dem der overrasker os. Dem der spørger ind til, hvad det vil sige, at være en tekst, der skal ske på en scene. Dem som helt enkelt vil nogen noget.
Velkommen
Vores første udgivelse var Claudia Rankine: Det hvide kort. Det er et stykke, der ret direkte italesætter hvidhed, racisme og kunst. Og det er et stykke, der ikke har spillet på noget dansk teater endnu. Vi synes det er passende, at åbne vores bibliotek på den måde. Og de næste skridt vi tager, vil være både famlende, nysgerrige og ambitiøse. Vi ønsker både at se ud i verden og ind i det landskab af dramatikere, der folder sig ud i disse år i Danmark.
Vi synes, der mangler steder her i landet, hvor man kan læse ny, vild og ambitiøs dramatik. Det er trods alt teksterne, der er den bærende bjælke i hele det økosystem, der er teatrenes. Uden dem: Intet.
Kærligst og på vegne af Bibliotek Bayou
Peter-Clement Woetmann
Kommende udgivelser
Pt ikke flere undervejs
"Ny dramatik fra rundtomkring i verden, ja tak. Og så længe der ingen scene er, så gerne på bog. Men i det hele taget også gerne på bog. For det er en undervurderet fornøjelse at læse dramatik – bare at have replikkerne og de nøgterne anvisninger til scenografen – men det kræver selvfølgelig, at man har et stykke, der har noget at sige, og det har Claudia Rankines ’Det hvide kort’."
Udkom 2. september 2023
Sara Stridsbergs tre teatertekster Medealand, Dissekering af et snefald samt Valerie Jean Solanas skal være præsident i Amerika er her samlet i en udgivelse.
I de tre stykker møder vi flygtningen, hævneren Medea, hende, der tager livet af sine børn som hævn mod sin mand. Dronning Kristina Alexandra, der ikke vil gifte sig, ikke vil føde børn, ikke være kvinde. Hun vil være konge. Og Valerie Jean Solanas, Solanas, der skrev det feministiske manifest S.C.U.M, Solanas, som skød kunstneren Andy Warhol, Solanas, der ligger dødssyg på Bristol Hotel i San Francisco.
Sammen viser de hvorfor svenske Sara Stridsberg er en af de stærkeste litterære stemmer vi har i Norden.
Oversat af Kamilla Jørgensen; støttet af Nordisk Ministerråd; udgivet i serien Bibliotek Bayou.