Verdens bedste film


Verdens bedste film
Udkom 17.01.2025
Filmmagasinet Sight & Sound laver hvert 10. år en afstemning blandt verdens filmkritikere for at finde de bedste film i verden. I 2022 blev det kontroversielle valg filmen Jeanne Dielman, 23, quai du commerce, 1080 Bruxelles, der dermed slog Alfred Hitchcocks Vertigo af pinden. Dermed blev Chantal Akerman første kvindelige instruktør på førstepladsen, siden indførelsen af afstemningen i 1952.
I samtale med Simone de Beauvoir og Walter Benjamin, på tur gennem New Yorks 70'ere, feminismens fortællinger og holocausts tavshed, tager Sebastian Cordes i Verdens bedste film (essay, 246 sider) livtag med Chantal Akermans film, og de verdener den åbner op for. Og hvem ved, måske ville Chantal Akerman ikke engang være enig i afstemningen.
Politiken skrev:
"Sebastian Cordes har skrevet en vidunderlig bog om verdens bedste film, den belgiske 'Jeanne Dielman'. Det bliver en samtalebog i anden potens."
Information skrev:
"Med sin åbne, løse struktur lykkes bogen med noget ganske imponerende, nemlig både at fordybe sig i Chantal Akermans værk og associere frit, at være på én gang nørdet og imødekommende. Det er en tankevækkende bog med mange ind- og udgange."
Ekko skrev:
"Essayet er en lang, Proust-agtig stream of consciousness" (...) "Man mærker forfatterens pulsslag og bliver revet med"
16:9 skrev:
"hans bog udfordrer og opfordrer mig til andre læsninger end dem, jeg ellers ville forfalde til. Det er det, der er styrken i Cordes’ kærlighedserklæring til Akerman"
Weekendavisen havde den som ugens kulturanbefaling.
Sebastian Cordes har tidligere udgivet det anmelderroste essay “Om kedsomhed”. Cordes er filminstruktør, underviser og forfatter.
Her et lidt længere citat fra Karen Dichs anmeldelse i 16:9:
"(...) hans bog udfordrer og opfordrer mig til andre læsninger end dem, jeg ellers ville forfalde til. Det er det, der er styrken i Cordes’ kærlighedserklæring til Akerman: Han nægter at holde hende fast, til trods for at kærlighed ofte kan gøre netop det, binde os fast i et særligt blik på den elskede – uanset om denne er et menneske eller en film. Men kærlighed er selvfølgelig at give plads til at vi kan udvikle os, anskue verden på en anden måde, lave film på nye måder. Og den kærlighed gennemsyrer Cordes’ læsning."