Bue P. Peitersen

Digte med glitter pop og poetisk sensibilitet
Bue P. Peitersen (f. 1976) har som digter flere udgivelsesspor. Hans første bøger er privattryk trykt og foldet nænsomt af forfatteren selv, hvilket blandt andet gav ham Bukdahls Bet 2013. Dette spor har han fulgt sideløbende med udgivelser på etablerede forlag. Han har udgivet Black Box på Peoples Press og på Kronstork har han indtil videre udgivet tre digtsamlinger.
Ny udgave og ny pris.
2. udgave er baseret på værket “I Skyggen af is”, der udkom i forbindelse med udstillingen Drømmebøger på Det Kongelige Bibliotek .
"I skyggen af is" fremstår som et produkt, men næsten med den omvendte logik i forhold til almindeligt produktdesign: Det første øjnene møder er en neutral, hvidgrå æske med banderole. Inde i æsken ligger fem genstande, som er emballeret i blankt, hvidt papir. Man kan skimte noget gennem emballagen, og for at komme ind til det, er man nødt til at rive papiret i stykker. Bag papiret finder man et endnu mere blankt cover: grønt, gult og pink, grønt og mørkebrunt, hvidt og lysebrunt, rødt og gult, gult og råhvidt. Ingen tekst. Tekst er der inde bag coveret i form af et lyrisk forløb - en digtsuite - der forholder sig til det, som det enkelte covers farveflader henviser til: fem ikoniske is. Det virker næsten som en omvendt reklame, en drømt reklame, der er pakket ind i den blanke, hvide emballage og lagt ned i den neutrale, hvidgrå æske med banderolen. Men det er det ikke. Det er digte.
Selvfølgelig elsker jeg pastel / lige så meget som den / der skræller huden af sig selv, og / hånden på hjertet: Man kan skrive et neglelakdigt og blive lykkelig af det." Kan man? I MANTA dyrkes de klare, fortryllede overflader, Meissenporcelænet og kagerne, sminken, den smukke, enkle æske med guldskrift fra PAUL, parfumereklamer i hundredvis. Her er lykken ofte høj, men alligevel søges der videre mod noget andet, noget større. Hvor finder man det? I kunstens verden med de 12 bronzeheste, statuen af et alt andet end knejsende du, Ingres og Manet og ham, der opfandt englerens? MANTA er et forsøg på at få overfladen til at mødes med inderligheden i en poesi, hvor metafysik rimer på slik.
JUICE er BUE P. PEITERSENs første bog hos Kronstork. JUICE er energi, juice er alle de ting, der får verden til at dreje rundt og rundt som en lysende kugle. På godt og ondt. Og det er den energi, som forfatteren er på jagt efter, mens den strømmer gennem albuer, neglelak og fuldskæg og videre ud i Afrika, Eurowoman og Apokalypsen.
Læs mere
Udkom 07.02.2025
Fra bagsiden:
Hun lægger hånden på mit hjerte, og jeg siger, at hun selv kan mærke, hvor langsomt det banker, trægt og ulevedygtigt. Sommetider når jeg vågner om natten, kan jeg slet ikke mærke det, og jeg tænker, at tiden er kommet; at jeg har krydset den papirstynde, grå mur. Men ifølge hendes undersøgelser er det al den hvilen, som har trukket pulsen ned. Har jeg aldrig hørt om hi? Hvis man lagde alle mine eftermiddagslure sammen fra de seneste fjorten dage, ville det svare meget godt til et vinterhalvår.
En mand i midten af livet er bange for alt fra fly, færger, busser og tog til elevatorer, overnaturlige fænomener og medicin. Han føler sig som verdens ældste mand, han er drænet for livsenergi, og hans hverdag er skrumpet ind til det rene ingenting. Men takket være en mystisk, ung kvinde med ualmindeligt lange ben begynder livsmodet at pible tilbage i ham, alt imens de ser Antikduellen med øjne på stilke, bygger et sliklager, fantaserer om Lufthavnspigen, lægger tarotkort, tager på psykiatrisk akutmodtagelse og spiser kagemand.
Weekendavisen skriver:
"dybt henrivende romandebut" (…) "Det er en lise at læse Kagemand, som kapitlerne udsøgt løsagtigt – og i løsagtigt udsøgt rækkefølge, med et umærkelig skred mod det på samme tid mørkere og lysere"
Bue P. Peitersen (f. 1976) har tidligere udgivet Jeg er så lyserød men jeg er også gud, Juice, Black Box og Manta m.fl. Kagemand er hans første roman.