Sebastian Cordes
Foto: (c) Peer Jon Ørsted
Essay
”Kedsomheden er en hengemt og henglemt følelse, den vil jeg gerne trække frem igen, så den kan inspirere os til at lære at kende på ny. Vi kan lære meget af hvad vi engang har gjort. Ikke fordi vi skal gøre det samme igen, men fordi der i gamle ritualer, handlinger eller situationer findes metoder til at blive mere bevidste om os selv – som individer og samfund.”
Det siger Sebastian Cordes (f. 1988), der i tre essays undersøgte kedsomheden som drivkraft for kreativitet, kunst eller f.eks. krig. Udgivelsen “Om kedsomhed” bidrager gennem sit væld af eksempler, anekdoter og iagttagelser til at styrke samtalen om hvad film, litteratur, krigsførelse og meget andet er og kan være for et samfund.
I januar 2025 udkommer “Verdens bedste film” der i form af essay og noter kredser om filmen, Chantal Akerman og relaterede emner, steder og personer.
Udkom 17.01.2025
Filmmagasinet Sight & Sound laver hvert 10. år en afstemning blandt verdens filmkritikere for at finde de bedste film i verden. I 2022 blev det kontroversielle valg filmen Jeanne Dielman, 23, quai du commerce, 1080 Bruxelles, der dermed slog Alfred Hitchcocks Vertigo af pinden. Dermed blev Chantal Akerman første kvindelige instruktør på førstepladsen, siden indførelsen af afstemningen i 1952.
I samtale med Simone de Beauvoir og Walter Benjamin, på tur gennem New Yorks 70'ere, feminismens fortællinger og holocausts tavshed, tager Sebastian Cordes i Verdens bedste film (essay, 246 sider) livtag med Chantal Akermans film, og de verdener den åbner op for. Og hvem ved, måske ville Chantal Akerman ikke engang være enig i afstemningen.
Politiken skrev:
"Sebastian Cordes har skrevet en vidunderlig bog om verdens bedste film, den belgiske 'Jeanne Dielman'. Det bliver en samtalebog i anden potens."
Information skrev:
"Med sin åbne, løse struktur lykkes bogen med noget ganske imponerende, nemlig både at fordybe sig i Chantal Akermans værk og associere frit, at være på én gang nørdet og imødekommende. Det er en tankevækkende bog med mange ind- og udgange."
Ekko skrev:
"Essayet er en lang, Proust-agtig stream of consciousness" (...) "Man mærker forfatterens pulsslag og bliver revet med"
16:9 skrev:
"hans bog udfordrer og opfordrer mig til andre læsninger end dem, jeg ellers ville forfalde til. Det er det, der er styrken i Cordes’ kærlighedserklæring til Akerman"
Weekendavisen havde den som ugens kulturanbefaling.
Sebastian Cordes har tidligere udgivet det anmelderroste essay “Om kedsomhed”. Cordes er filminstruktør, underviser og forfatter.