Hvad vil det sige at skrive digte, når digteren er det sidste menneske og også verden er ved at ophøre? De sidste dage-digte er en postapokalytisk tilstandsrapport i tidens ånd, nedskrevet imens digteren som verden er ved at gå i opløsning som ”en sukkerknald i vand”. 

Gennem sit hårde koncept undersøger digtsamlingen fantasien om altings ophør, men på den baggrund – som også er dødens – træder det meningsfulde måske alligevel frem for os, der endnu ikke er gået under? Det er ikke en bog, der handler om klimakrisen, men måske – på sin egen skæve facon – om den følelse af verdenstab, som klimakrisen fører med sig. 

Med De sidste dage-digte lukker og slukker Sternberg – ikke bare for verden, men også for den pentalogi af digte fra forskellige tider, tidsserien, som Sternberg påbegyndte i de tidligste tider med Stenalderdigte, der udkom i 2011, fortsatte over de værste tider i Depressionsdigte fra 2014, videre i de bedste tider i Guldalderdigte fra 2016 og til alle tider i Tidsrejsedigte fra 2016.