Kodeks for adfærd og relationer i og omkring Kronstork

Dette kodeks er begyndelsen på en selv-refleksion for os, der udgør forlaget Kronstork. En proces, som vi gerne vil invitere vores samarbejdspartnere til at deltage i. Formålet er at afsøge de ting vi er blinde for. Det er ikke et manifest, men en hensigtserklæring og work in progress og derfor også en invitation til kritisk medtænkning i forhold til synlig og usynlig magt.

Kronstork er baseret på ordentlighed mellem mennesker. 

Vi arbejder for trygge relationer.

Vi arbejder for pluralisme. 

Vi har blik for racistiske og sexistiske strukturer og modarbejder dem.

Vi tager afstand fra magtmisbrug, grænseoverskridende adfærd og vold. Uanset om det sker mellem forlagspersoner, forfattere eller andre involverede i bogens tilblivelse og udbredelse.

Vi arbejder for at synliggøre magtrelationer i forlaget og i forlagsbranchen. 

Disse magtforhold må ikke give anledning til at en forfatter eller person tilknyttet forlaget skal opleve grænseoverskridende forhold.

Vi opfordrer vores forfattere og samarbejdspartnere til at tale åbent om dårlige oplevelser eller mærkelige magtforhold - med hinanden og med os, der er redaktører.

Hvis en forfatter eller samarbejdspartner mod forventning oplever grænseoverskridende adfærd, så vil vi opfordre til at man retter henvendelse til forfatterforeningerne eller anden relevant fagforening. Vi skal imødekomme enhver henvendelse af en sådan karakter åbent. 

Vi forventer også selv at blive respekteret. Vi arbejder delvist frivilligt, og vi deler mange af de samme prekære vilkår, som vores forfattere og andre samarbejdspartnere arbejder under.

Magtforhold er uklare i sociale relationer. Vi vil være transparente og åbne om vores egne roller: Er vi venner, kollegaer eller chefer? Det kan ikke altid besvares entydigt, men en dialog kan rammesætte det.

Vi er gatekeepere i forhold til at introducere eller videreføre forfatterskaber. Det er en magt vi ikke kan komme uden om, men den kan italesættes og vi diskuterer gerne hvad det betyder for samarbejdet i forbindelse med udgivelse.

Vi er bevidste om sociale strukturer og litterære fællesskaber: Redaktionens litteratursyn giver forfattere, hvis baggrund ligner vores egen, en fordel. Redaktionens verdenssyn giver forfattere, der har en anden baggrund, en åbning.

Det hører til vores egenkritik, at vi udgiver for få af anden etnicitet end dansk. Derfor øver vi os vedvarende i at læse åbent og nysgerrigt. 

Kronstork afholder arrangementer, hvor der serveres alkohol. Som redaktører er vi glade for at kunne tage en øl, når vi kommer ud.  Vi opfordrer til at folk kun drikker hvad de selv har lyst til; vi har udgivet bøger om pårørende til alkoholikere og redaktionens egne erfaring fra barndommen kaster sine skygger.

Kronstork bedriver ulønnet og underlønnet arbejde. Det er problematisk at underbyde arbejdskraft og vi arbejder på at minimere det for dem som ikke er forlæggere i Kronstork. En del titler udgivet på / af Kronstork har svært ved at klare sig på markedsvilkår. Det gælder i medieomtale, bogsalg og forfatterdeltagelse ved events mm. Det er en balance som vi er opmærksomme på, når vi tilbyder et alternativ til de store forlags kalkuler og strategier.

Vi udgiver bøger, fordi vi elsker, at der findes mange forskellige former for litteratur.