Kronstork fylder 10 år.

I disse dage for 10 år siden inviterede vi til udgivelsesfest for Antologi 2010 i Nørrebroparken med en kasse øl, og grundlagde dermed os selv. Vi var Helle Eeg og undertegnet, Lars-Emil Woetmann, og studerede dansk sammen,  og sammen med god hjælp fra venner (bl.a. Kasper Vang og Jan Stricker, der stod for omslagsdesign sammen med min daværende kæreste Kizaja, der også sikrede at både sats og korrektur var kool nok), en klat penge fra Politiken-fonden og et par måneders ekstra SU-lån, samt ikke mindst velvillig bidragsvilje fra en række forfattere af den skarpe generation, fik vi gjort en rigtig bog udgivelsesklar: En antologi, som vi håbede både kunne åbne det litterære felt og samtidig tegne det.

Samtidig var min bror, digteren Peter-Clement Woetmann, strandet efter Borgens kollaps, så det var oplagt at benytte muligheden til at udgive ham også. Mit indre Pompeii blev sat sammen af Peter-Clements enorme tekstlager på et par intensive uger, Peter-Clement designede selv omslaget, og bogen blev så rowdy som digtbøger er bedst, så man kan gå på opdagelse i dem, så de ikke bare handler om et tema på forhånd solgt, ikke fremstiller sig som et gennemskuet problem.

Inspiration til design (og udvalg) af Antologi 2010 var i høj grad Hans-Jørgen Nielsens ”generationsantologi”, Eksempler fra 1968. Vi have måske ikke helt mod til at definere en generation entydigt, binde den til et litterært projekt, og godt for det, men det var klart en ambition at skubbe til de definerende magter.

Når jeg kigger tilbage, så tror jeg, at der var mindst to forskellige generationer eller netværksknuder repræsenteret i antologien, den lidt ældre, som jeg selv tilhørte, ”koordinaterne” og den lidt yngre fra Forfatterskolen, der endte med at definere 10’ernes nye litteratur - en brydning, hvor en kritisk sprogmaterialisme giver plads for en mere eksplicit politisk litteratur, mere realistisk end performativ, mere verdensvendt end tekstvendt, konfronterende.

Det var to bøger, og de fik hurtigt selskab af Sternbergs Stenalderdigter og Thomas Krogsbøls Jeg er fluen, og dermed var forlaget mere et forlag, end vi måske helt havde gennemtænkt. Distribution foregik i hvert fald håndholdt med utallige besøg på posthuset og cykelture rundt i København, vi måtte selv regne ud, hvordan et forlag virkede efterhånden som det virkede. Planen var at holde udgifterne lave, så vi både kunne holde os fri af kunststøtte og marked, i forlagssammenhæng svarende til at sætte et gevir på en fugl for at få den til at flyve.

Ambitionen om at åbne det litterære landskab op ved at skabe en ekstra ikke-kommerciel udgivelseskanal, der ikke led af for meget litterær smag, dvs. for lidt ambition, var klar fra begyndelsen af. I 2010 var der ikke mange forlag, der udgav skæve digtsamlinger, de gamle avantgardeforlag, Arena og Basilisk havde (endnu) ikke meget fokus på ny dansk litteratur (og manglede humør), Borgen var faldet sammen, L&R optaget af endnu en ny strategi, Gyldendal skulle næppe nyde noget, og alle veje gik gennem Forfatterskolen, der jo aldrig måtte blive det hele.

Vi ville gerne trampe nogle nye stier, og vi ville gerne have en udgivelsespraksis uden en fast formel for den gode litteratur – men med et øje også på virkning, repræsentation og forstyrrelse. Kronstorken skulle flyve imod læseretningen og ikke leve op til forventningerne.

Siden blev Peter-Clement en del af redaktionen, Helle Eeg stoppede, forlaget blev omdannet til en forening, så vi kunne få dagpenge, Pernille Abd El-Dayem tog en tørn, medens jeg selv holdt en pause, vi tog præg efter vores skiftende praktikanter, Casper Eric oversatte fx Mira Gonzalez og dannede en forbindelse til Alt Lit, eller han så en forbindelse, der måske allerede var der, Sofie Jacobi piftede Kronstorken til med pink, mens Lasse Skjold Bertelsen stjal forretningshemmeligheder til Forlaget sidste århundrede, og så kom Erik Scherz Andersen, der allerede spejdede talenter gennem Slagtryk, til – i første omgang som den regnskabskyndige redningsmand, der kunne udrede papirarbejdet som vi jo nok sjuskede med, efterhånden som en central og drivende redaktionel kraft.

Undervejs fik vi vist udgivet flere nyklassikere, skulle vi selv sige det, vi har smurt maskinen, åbnet forfatterskaber, der kunne fortsætte i andre maskiner, erobret kulturforsider, udgivet tophemmelige bøger, gået i flere oplag, chokeret statsministeren, endegyldigt forladt modernismen, lavet tidsskrift og arrangementer, fået elendige anmeldelser af elendige anmeldere, og hyldest også, mistet fokus og fundet et nyt, igen.

I dette ellevte år er vi ved et nyt vendepunkt. Vi er blevet voksne, jo, og har ikke længere samme mulighed for at arbejde uden beregning, hvilket ikke betyder at vi holder op med det.

Men det betyder, at vi fokuserer vores initiativer, så de flugter bedre med vores kærlighed – og egen praksis. Vi åbner Bibliotek Bayou, en udgivelsesserie for dramatik, og vi brygger da på den ene og den anden udgivelse, der vil tegne nogle nye linjer, hæhæ.

Der er stadig brug for Kronstorks, tror jeg, selvom forlagslandskabet har skiftet karakter, igen. De kommercielle forlag har indset, at de ikke kan tjene penge på litteratur, som ikke kan genkendes før det er læst, mens de små forlag dygtigt udnytter den bogteknologiske udvikling, der muliggør en mere spredt udgivelsesmæssig distribution, en helt lokal litteratur. Småforlagene passer i alle tilfælde butikken, mens de gamle forlag væbner sig med bloggere og bereder sig på den store postlitterære monopolkrig.

Måske venter der en litterær fremtid uden plads i det almene til det sære, skumle og svære, det enkle komplekse, til digtet, den gamle skulptur, det uhyggelige, ironiske og destabiliserende? Får vi en eksplosion af mangfoldighed i hjørnerne, en implosion af genkendelighed i centrum?

Yrk, alle ligner sig selv, ind i tiden!

Kh
Lars-Emil