Uddrag fra Livstegn af Mikkel Thykier

Uddrag fra Mikkel Thykiers ”Livstegn”, vi cirka 20 sider inde i kapitlet ”Daglig tale V”

SVANE - kulsyren i vandet bruser. Jeg stillede kurven med brød frem og sagde til hende, at jeg ikke havde forventet at høre slagord og slagsange fra en så poetisk sjæl som hende; at jeg selv ville være påpasselig med at sige noget, som ville give meningsmodstandere som Krasnik argumenter på hånden, hvis jeg skulle tale samme sag som hende. Jeg ville også helst holde mig fra at synge sange, som jeg vidste ville blive misforstået.

"Åh nej, er du nu også én af dem!" udbrød hun.

Jeg vidste, hvad hun mente. Tror jeg. Efter et foredrag på Det Kongelige Bibliotek havde jeg talt med en mand, der kom lige fra et møde i synagogen i Krystalgade og gengav stemningen dér: "Du vil da ikke have, at jeg som læge skal behandle arabere," var der én, der havde sagt, helt uforblommet, i synagogen. Det var han stadig rystet over. Så jo, jeg vidste, hvad hun mente. Tror jeg. Alle har fordomme om Israel, og alle har fordomme om jøder, som de ved, at de kan få bekræftet, hvis de vil. Selv jeg.

"Du kender min families historie. Der er bare ikke noget, der er helt så enkelt for mig, ikke helt så sort og hvidt." Det var det bedste, jeg kunne finde på at sige.

Det måtte gøre det ud for et svar, tænkte jeg og mindede mig selv om, hvordan vi havde gået rundt på det store kunstmuseum i Tel Aviv. Hun bemærkede det nok ikke dengang, men det gjorde mig stadig utilpas at tænke på, hvordan al den israelske samtidskunst handlede om militære overgreb: Malerier af unge mænd i uniform, der fik serveret deres egen lort på guldfade, videoinstallationer, der dokumenterede palæstinensiske kvinders ugentlige demonstrationer og fulgte dem ind i ambulancer og væk derfra, når de var blevet beskudt af israelske soldater. Nogle af dem døde for øjnene af os på skærmen. Det overraskede mig. Det imponerede mig. Hvilket andet land ville gøre sine statslige kunstmuseer til reservater for en så ubønhørlig statskritik? Det svarede til at gå på Statens Museum for Kunst i Østre Anlæg for at se videodokumentation af danske soldaters eftergivenhed over for det afghanske politis voldtægter af teenagedrenge. Lige efter 7. oktober havde jeg tænkt på, om jeg stadig havde den mailadresse eller det telefonnummer til Dani, hun havde givet mig dengang.
Jeg ville gerne skrive og fortælle, hvor meget jeg satte pris på hans gæstfrihed samt give udtryk for medfølelse, sorg og håb om, at hans egen familie ikke var berørt, personligt, og ikke mindst ville jeg gerne spørge, om der var hjælpeorganisationer i Israel, der støttede ofre og efterladte, som jeg kunne sende penge til, uden at det kom den israelske regering til gode. Jeg kendte de internationale organisationer i Gaza, men i Israel? Jeg ville gerne holde fast i min overbevisning om, at en civilbefolkning ikke kan holdes til ansvar for sin regerings gerninger, ikke engang i et så militariseret samfund som Israel, og at skyld ikke breder sig absolut og ufortyndet igennem en samfundsstruktur, selv om alle bliver berørt af den. Efter 27. oktober vidste jeg ikke længere, hvad jeg skulle skrive. Drikker af glasset –

NAGHAM

SVANE – stiller det fra sig. Jeg så, at brødet stadig lå urørt på bordet, og sagde, at børn og børnebørn af de familier, som mine bedsteforældre hjalp over Øresund, utvivlsomt er i krig nu, igen, og at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tænke om det, udover at jeg var glad for, at mine bedsteforældre slap for at forholde sig til det endnu engang.

“Der er ikke noget af det, der sker dernede, der kan forsvares. Jeg ved, hvad datoen 9. april betyder for din familie. Ved du, hvad den betyder for mine venner og deres familier?” svarede hun, helt sort i øjnene.

Det sortnede for mine øjne. Hvorfor talte hun nu om sine venner og deres familie? Jeg ville bare have sagt, at jeg ikke kunne se, hvordan hun kunne basere en holdbar politisk sag på ordsprogslignende udmeldinger som Antizionisme er ikke antisemitisme, Den, der tier, samtykker, Tiden er ikke til æstetiske overvejelser, men handling, Du kan ikke ændre solens gang og få den til at stå op i vest, Hvor der er undertrykkelse, opstår der modstand, legitim modstand, Den enes terrorisme er den andens frihedskamp; udmeldinger, som alle sammen kunne vendes om, så de udtrykte det modsatte uden at blive mere eller mindre overbevisende af den grund; udmeldinger, som alle sammen grundlæggende afviste eftertanke. Det absolutte i sådanne udmeldinger gjorde mig svimmel. Det var som at diskutere politik med en teolog. Jeg ville ikke begynde på at spørge ind til, hvad det skulle tjene til at vende sig så voldsomt mod et så abstrakt begreb som zionisme, der havde en lang, righoldig, kompliceret og til tider selvmodsigende historie, når der var langt mere specifikke og konkrete mål at angribe, Bibi, hans regering og den militære ledelse. Jeg følte mig ikke engang sikker på opfordringen til dissidenter fra modsatte fløje om at slutte sig sammen, en opfordring, som jeg ellers holdt meget af, eller det journalistiske credo, at den, der tager stilling for den ene eller anden side, bliver en del af konflikten, ikke af løsningen. Vi er hinandens modsætninger, tænkte jeg, med utilfredshed og en følelse af skam. Jeg vidste, at hun før i tiden ikke ville have holdt sig tilbage fra at erklære, at historiens ild for længst er brændt ud, at alverdens lærdom er gået op i røg med den, at der næsten ikke længere er noget at drømme om, fordi der er efterladt så lidt for os at se tilbage på, studere og vurdere, men at det at iagttage tingenes tilstand fra et arkæologisk synspunkt alligevel giver håb om, at nuet, de få ting, der har overlevet frem til i dag, kan sammenlignes med det, vi med sikkerhed ved er gået tabt; og derfor er der stadig en utopisk horisont for os at orientere os efter. Jeg var ikke længere sikker. Ville det ikke kræve en ophøjet erfaring midt i erfaringstabet? Og så vidt jeg vidste, var der ikke noget ophøjet ved arkæologi. Tværtimod havde hun selv arbejdet med næsen nede i støvet, helt nærsynet, da hun gravede palæstinensiske ofre ud af historiens glemsel. Min egen absolutisme begyndte at give sig til kende:

De to datoer, 7. oktober og 27. oktober, jeg undrede mig over, hvilken grænse de markerede, ikke den ene dato for sig, heller ikke den anden dato for sig, men begge. For udgør de to datoer, 7. og 27. oktober, ikke et interval, hvor én verden forsvinder, og en anden endnu ikke har vist sig; gør de ikke ethvert sprog, enhver argumentation, ethvert rationale fra tiden før 7. oktober, før 27. oktober, ugyldig? For begge sider, og for både vidner og overleverende, er det eneste meningsfulde i fremtiden vel at fortsætte og fuldføre den proces, en delegitimering? Kunne jeg sige det? Hvorfor kunne jeg ikke få de ord over læberne? Enhver indstilling til konflikten mellem Israel og Palæstina, som jeg havde kendt og sympatiseret med eller tværtimod følt afsky for, forekom mig forældet, uanset om fokus, orientering eller baggrund var diasporaen og jiddisch, Israel og det hebraiske sprog og dets historie, shoah eller al-nakba. Tankerne strømmede igennem mig, uvante, fremmedartede: Det overgik min forstand, hvordan jeg skulle forestille mig noget ophøjet ved erfaringerne fra flygtningelejrene, fra de bombede hospitaler, fra de nedbrændte kibbutzer. Der er ikke alene intet ophøjet ved ofrenes erfaring, ved de overlevendes erfaring og vidnernes erfaring. De er overhovedet ikke erfaringer. Det eneste, de efterlader, er, at ingen lærer noget af dem. Ingen bliver bedre eller værre mennesker af dem, ligesom ikke engang den højeste, mest civiliserede kultur beskytter nogen mod at være et nazisvin. Det er erfaringer, der ikke efterlader noget før at vende tilbage til. Alle erindringer og fremtidsdrømme tilhører nu fortiden. Den kan vi tale om, fortiden, men hvordan skal erindringen om den bringes levende tilbage ind i nuet og få en meningsfuld plads i vores liv nu? Alle vores erindringer er fra en anden tid, en anden verden, og bortset fra visse detaljer er der intet at tage med, intet at arve fra tiden før, ingen identitet, ingen sandhed, andet end denne: At enhver kritik fra tiden før, enhver kritik, der gentager argumenter, analyser, slagord, strategier, taktikker og metoder, som allerede er kendte, ethvert forsvar, der gør det, uanset hvilken side der forsvares, ugyldiggør sig selv i forsøget på at handle meningsfuldt. De fleste diskussioner om konflikten forsvarer den ene eller anden part ved at legitimere dens sag. Efter 7. oktober og 27. oktober er det ikke længere en meningsfuld mulighed, er det? Nej, den eneste … Nej. Nej, den eneste mulighed er at delegitimere begge sider af konflikten, heriblandt opdelingen i to sider, og fokusere på en grænsezone mellem dem. Folkeligt, menneskeligt: Civilbefolkningen, så det kan blive en definition af civil, at det civile opstår, eller er kendetegnet ved, at stat og bureaukrati delegitimerer sig selv, ophæver sine kategorier og opdelinger i identiteter. Sprogligt, retorisk: I stedet for at argumentere for den ene eller anden sides sag og få den til at stå stærkere end modparten, som det er sket siden de første konflikter i Det Britiske Protektorat, er det eneste til nøds meningsfulde at formulere sig i et sprog, der udgør en grænsezone, som ingen af parterne kan gøre krav på; en grænsezone, som hverken påtager sig at forbinde de to sider eller adskille dem; en grænsezone, hvor det ikke længere handler om retfærdiggørelse eller om at opnå retfærdighed for historiens uretmæssigheder; en grænsezone, hvor det eneste, der er tilbage, det eneste, der er at holde sig til og finde håb i, er desillusionen: At opgive forestillingen om retfærdighed, illusionen om retfærdighed. Hvis vi skal tale videre, kan det ikke længere handle om offeret og offerets lidelser, om hvem der har lidt de største ofre, for så bliver begge sider tavse.

Ord, ord, ord, tanker, tanker. Alt for mange af dem. Uanset hvor meget jeg vred og vendte min tunge i munden, kunne jeg ikke selv nå frem til den grænsezone, jeg så for mig. Min tunge blev til røg i munden på mig. Hvæs fra cigaret –

NAGHAM 

SVANE – og udånding. Hun så ud ad vinduet: “Lad os ikke tale mere om det. Grundlæggende er vi sikkert stadig enige.”
Det var de sidste ord, hun sagde om den sag.

Livstegn er udkommet 1.10.2025