Året som skrivende/ læsende

22. dec.

Det er efterhånden en tradition at Kronstork spørger de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, om de vil dele ud af deres år som læsende/ skrivende. Igen i år har mange sagt ja til at byde ind. Læs om bogåret for følgende 8 forfattere:
Anders Søgaard, Anders Rishøj, Ida Routhe, Thomas Krogsbøl, Sebastian Cordes, Frida Elisabeth Vitved Jeppesen, Andreas Eckhardt-Læssøe og Peter-Clement Woetmann.

*Omslag og grafisk tilrettelæggelse ved Lars-Emil Woetmann*

Anders Søgaard

Første forfatter er Anders Søgaard, hvis bog Hēgeru udkom i april. Han skriver:

Der findes mange små hverdagskampe. Du minder din kæreste om at skylle risene, inden de skal koges. Om at sortere affaldet. En gang imellem er vi også nødt til at minde hinanden om vigtigheden af litteratur, ingen måske helt forstår. Vi er så tit på sikker grund. Vi stiller spørgsmål til hinanden og svarer. Det sværeste er at finde ro i det usikre og retningsløse. Litteratur, du ikke fatter en bjælde af, er god træning. Det er der bare sjældent nogen, der sætter pris på, og derfor var det fucking optur at få gode anmeldelser for Hēgeru - en roman om en tysk nazigeneral på kannibaljagt i Nordjylland, som jeg udgav på Kronstork i foråret. I en verden, som på få år er blevet meget alvorlig, og hvor alle er meget løsningsorienterede, er det vigtigt at minde om, at vi stadig har alvorligt behov for at miste orienteringen.

Anders Rishøj

Anders Rishøj skriver om årets bøger:

Jeg har for vane at påbegynde nye bøger i tide og utide, og læser altid i flere bøger ad gangen. Energien omkring den bog, jeg går i gang med, skal være den helt rigtige – stemningen og forventningen, og ofte sker det, at forventningen langt overstiger den reelle bogs indhold. Eller også kan jeg ikke holde koncentrationen. Mit forhold til læsning, har som mange andre forhold i mit liv, været præget af skam – skammen over ikke at få læst bogen færdig. Min hustru siger: ”Læs hvad du har lyst til!” så det forsøger jeg at gøre, på trods af at min lidt rigide hjerne stritter i mod. Jeg er blevet bedre, og læser mere lystbetonet, bogmærker troner overalt i reolen. Bliver jeg først hooked læser jeg intenst med stor koncentration, og har jeg mulighed for det i timevis. At læse er min yndlingsaktivitet, og en af de få ting som kan bringe mit nervesystem helt i ro, og lede mine tanker væk fra mig selv. Læsningen tilbyder mig en følelse af samhørighed – etablerer en forbindelse til verden, udenom den praktisk konkrete verden.

Lige nu læser jeg i Andrzey Tichýs Begivenhedsbogen, en roman på over 600 sider, hvilket passer dårligt med at jeg blev far for fire måneder siden, og tiden til at læse er begrænset, men kapitlerne er korte. Det er et enormt ambitiøst og modigt værk. En kakofoni af fortællinger, hovedsageligt fra mennesker, som ikke har en stemme - fremmede og udstødte, børn og voksne. En barsk roman, der med sin mosaikkomposition nok er hævet over den gængse socialrealistiske romans opbyggelighed, men som samtidig tegner et mørkt portræt af Sveriges underklasse, og kommer med en flængende kritik af det skandinaviske velfærdssamfunds struktur, magtudøvelse og racisme. Hver stemme kværner derud af fra sit hjørne, og alle har det tilfælles, at de synes at være forment adgang til deres egen tilværelse. Brutal og rørende.

Jeg læser også i Witold Gombrowicz Dagbog 1959-1969. Jeg holder ekstremt meget af dagbogen som litterær genre, særligt Kafkas, hører til blandt mine yndlingsbøger. Gombrowicz er på et andet niveau, han er super selvoptaget, det er Kafka også, men Kafka er det på en mere indadvendt, sjælgranskende måde, hvorimod Gombrowiczs er mere udadvendt og forfængeligt optaget af modtagelsen af hans værker og offentlige person. Han er pissesur og det er ret sjovt, og så er han en fantastisk skarp kulturkritiker.

Jeg påbegyndte Sara Stridbergs Farvel til Panic Beach og nåede med stor begejstring og nysgerrighed hundrede sider ind, men begyndte så at kede mig bravt. Det er en slægtsroman, en masse med relationer og forbindelser på tværs af tid og rum, om selvforståelse, identitet osv. Jeg er stor fan af Stridsberg, særligt Drømmefaktultetet, og den seneste her er da også god – sanseligheden, eventyret og tragedien. Grunden til at jeg keder mig er nok, at det efter mit temperament bliver en smule forstilt, det sproglige overskud er nærmest for meget, hver sætning rummer ligesom en bevidsthed om sin egen skønhed – jeg får en lidt en følelse af at have forspist mig.

Derudover læser jeg en masse poesi. På det seneste af Emily Dickinson (i Ted Hughes udvalg), Henrik Nordbrandt, Joanes Nielsen, Etel Adnan, Jonas Reppel, Peter-Clement Woetmann, Robert Frost og Mahmoud Darwish.

Ida Routhe

Som research til Sol læste jeg i begyndelsen af året How to Speak Whale af Tom Mustill. Den handler om, hvordan hvaler kommunikerer, og om den forskning, som prøver at afkode deres sprog, så vi mennesker kan forstå det. Jeg blev ret fascineret af, at det jo ikke kun er mennesker, som har en bevidsthed og et sprog, og at vi måske en dag kan forstå, hvad hvaler og andre dyr siger til hinanden.

De bedste skønlitterære bøger, jeg har læst i år, er Kakerlakker om efteråret af Lydia Davis, Skruk skurk af Felix Thorsen Katznelson, Eva & Jeanne af Ditte Holm Bro. De to sidste pga. deres eksperimenterende og underholdende stil og fordi jeg elsker bøger med hovedpersoner, som kæmper med samfundets normer, samtidig med at de længes efter noget, de har svært ved at få. Lydia Davis har jeg længe tænkt, jeg ville læse, fordi hun er kendt for at skrive ultra kortfattet, men alligevel dybt. Kakerlakker om efteråret var en virkelig underfundig novellesamling, som har givet mig lyst til at læse mere af hende.

Jeg er så småt gået i gang med at skrive den tredje bog i min kortromans-trilogi om Lise og Esben. Arbejdstitlen er Krymmel, og vi kommer bl.a. til at møde Esben, som har kastet sig ud i en polyamorøs livsstil, og Lise, som (stadig) tumler med, om hun vil have børn, eller om hun kan finde en mening med livet uden for moderskabet. Og så skal der selvfølgelig være et dyr med i Krymmel, som der var i Højtryk (egern) og Sol (hval), men jeg har endnu ikke besluttet mig for hvilket!

*Thomas Krogsbøl rapporterer fra sit år som skrivende/ læsende under titlen “Den grønne stol”*

Thomas Krogsbøll

Ekstatika var en form for comeback, en digtsamling 10 år efter den seneste på Kronstork. Her rapporterer Thomas Krogsbøl under titlen "Den grønne stol":

I denne lænestol sad jeg omkring tyve år og læste bøger. Når ikke lige jeg skulle noget andet. Jeg købte den i en genbrugsbutik på Amager for 30 kr. i slutningen af 80’erne. Der var den endnu i forholdsvis god stand, ikke så slidt som på billedet. I dag er den endnu mere slidt og står oppe på et loft på Vesterbro. Og fuck, hvor jeg savner den. Nu har jeg brugt halvanden måned på at komme næsten halvvejs gennem Tyngdens regnbue (Gravity’s Rainbow, 1975) af Thomas Pynchon. Bogen er på 950 store tættrykte sider. Lidt af en udfordring. Og jeg vil skynde mig at sige, at det ikke har noget med oversættelsen at gøre. Den virker gedigen nok. Og sikke et arbejde Claus Bech har været igennem. Respekt! Det er fandme stamina. Nej, det har noget med Pynchon at gøre. Det er et komplet labyrintisk værk med mange stier, som forgrener sig, og mange tangenter, som forlænger sig lysår ud i universet. Men i grove træk: Romanens første del foregår i London i 44/45, hvor tyskernes V1- og V2-raketter ramler ned med ujævne mellemrum. Vi følger en særlig eksperimental militær organisation, som bl.a. beskæftiger sig med det okkulte og har et medie ansat, som kan tale med ånderne (Pynchon er ikke så lidt af en satiriker). Sideløbende foregår der andre eksperimenter med afsæt i Pavlovs teorier, ikke mindst idéerne om stimulus/respons (her bliver Pynchon lidt spydig). Og så sidder der en statistiker og markerer alle nedslag af V1- og V2-raketter på et kort over London for at se om der er et mønster … Og nu bliver det lidt karlekammeragtigt, for under store krige foregår der ofte en del kønslig aktivitet, som også kan aflæses statistisk på fødselstallene. Og inde ved siden af statistikeren sidder en yngre amerikaner ved navn Slothrop, som er den erotisk mest succesfulde, og markerer på et kort de steder, hvor han har haft sex. Statistikeren opdager, at der er et geografisk sammenfald mellem raketnedslagene og Slothrops eskapader! Hver gang Slothrop har været i aktion et sted, slår en raket ned i nærheden kort tid efter. Højst usædvanligt. Men meget freudiansk, idet raketten naturligvis er det vildeste fallossymbol af dem alle (og Pynchon kan sin Freud, vi er ligesom i 1975). Historien fortsætter ind i anden del, for umiddelbart efter krigens slutning, stikker Slothrop af og rejser ind i Tyskland for at undersøge et spor: En ældre slægtning af ham har været med til at drive raketvidenskaben frem. En slags personlig erkendelsesrejse. Det er omtrent der, jeg er kommet til … og hvorfra jeg kan se frem til at tilbringe en del mere tid sammen med Pynchon. Tænk hvis jeg havde min fantastiske lænestol, det ville være så meget bedre. Det er mere bekvemt at læse i en lænestol end en sofa, hvor du kun kan hvile en arm ad gangen på armlænet. Bedre end at ligge på sengen og skulle holde bogen op. Bedre end at sidde på en stol ved et bord og læne sig frem over bogen og ende med en stiv nakke … Og der er et andet interessant aspekt ved stolen: Engang i sidste halvdel af nullerne holdt vi fødselsdag for min søn. Hele klassen var med, og da det lakkede mod enden, kom forældrene og hentede. En af dem bemærkede den efterhånden noget ramponerede lænestol. Han var møbelsnedker. Og den lænestol jeg havde købt for 30 kr. hos Frelsens Hær, viste sig – iflg. møbelsnedkeren – at være en amerikansk lænestol fra 50’erne, som havde været inspirationskilde for Arne Jacobsen, da han lavede ’ægget’, hans berømte lænestol. Selv i meget ramponeret tilstand ville den nok kunne indbringe 1000-2000 kr. på en auktion. Sagde møbelsnedkeren. Okay! Lidt vildt. Men heller ikke mere vildt end at den blev stående i stuen nogle år endnu, inden den havnede på loftet … Men nu det ord, ’ægget’, bringer mig tilbage til Freud (og Pynchon). For hvad nu hvis min begejstring for stolen skyldtes den æggelignende form? Eller måske ligefrem dens omsluttende livmoderagtige form. Den gjorde det roligt og trygt at sidde i stolen, så jeg bedre kunne koncentrere mig om at læse? Jeg bryder mig ikke rigtig om tanken. Men derfor kan den godt være rigtig alligevel. Mysterierne breder sig i ringe fra Pynchon … Kære læser, skulle du evt. være møbelsnedker og har du et godt tilbud til mig med henblik på køb eller istandsættelse, så er du meget velkommen til at henvende dig til mig (enogtyve, femogfirs, toogfyrre, elleve) … Ja, Pynchon gør mig også paranoid, hvorfor jeg ikke vil skrive mit nummer med tal … Så det ikke bliver høstet af telefonsvindlerne. Som sikkert har en eller anden forbindelse til massakren på herero-folket i det tidligere Tysk Sydvestafrika (i dag Namibia)… Et emne der går igen i Pynchons forfatterskab. Det fylder en del i hans første bog, V, og herero-folket dukker også op i Tyngdens regnbue, nu forbundet med raketvidenskab! Hævnens time? Vi får at se.

Sebastian Cordes

*Grafisk tilrettelæggelse ved Lars-Emil Woetmann.*

Sebastian Cordes udgav essayet Verdens bedste film i januar 2025. Som en af de forfattere, der har udgivet en bog på Kronstork i årets løb, har vi spurgt ham om han vil dele ud af sit år som læsende/ skrivende. Det gør han her:

Pludselig en dag i november virker l, o og ? tasterne ikke på min computer. Det virker som et symbol på mit skrivende år, der mest har bestået af fragmenter, noter, og så mine nogenlunde korte faste essays om mad i Weekendavisen, og en researchrejse til Kina i forbindelse med en madbog jeg forhåbentlig en dag får færdiggjort. Året har været mere et filmår for mig, jeg gør en større film færdig om lidt, som har optaget alle mine vågne timer (og terapisessioner) den sidste lange tid.

Til gengæld er mit år som læsende anderledes mere aktivt, jeg har for første gang fra 1 januar prøvet at skrive alle bøger ned jeg læser, holde styr på mig selv som læsende, årstal, køn, kontinent etc. Det har været et øjenåbnende eksistentielt (er jeg sådan én der ud af indtil videre 65 læste bøger har læst 0 fra Sydamerika for eksempel, pinligt, men så én der har læst flere kvindelige forfattere end mænd?)

Jeg har opdaget hvordan kategorierne smuldrer for mig, for er det kontinentet eller traditionen vi kigger på, Caribiske bøger der hører til Nordamerika, men måske ikke i den vestlige kanon, eller noget inuitisk teori om landskabers indflydelse på måder vi bygger undervisningsinstitutioner på, der officielt hører til i Canada, men står udenfor og måske endda i opposition til det lands gængse teorier?

I årets bog rejser til udlandet må anbefale én som er måske årets oplevelse for mig, og så er der et par bangers som jeg håber at alle vil læse

Baalu Girma – Oromay (1983) (Etiopien)

Satirisk politisk roman, hvor alt og alle bliver udstillet, jeg både skraldgrinede over hvordan hierarkier, revolutioner og kærlighed spiddes, og samtidig røg dybt ind i en etiopisk-politisk page turner-thriller, mens verdenen derinde langsomt går fra komedie til tragedie. Nårh ja, når man så er færdig med at grine, kan man tænke på at forfatteren forsvandt på mystisk vis efter udgivelsen, og aldrig er set siden. Magten har altid været bange for litteraturens kraft: læs, læs, læs!

Isabel Waidner – Corey Fah Does Social Mobility (2024) (England)

Absurd surrealistisk klasserejseroman med sorte huller, mystiske dyr og fejlslagen social opstigen - som hvis Édouard Louis var havde taget svampe.

Dino Buzzatti – The Tartar Steppe (1940) (Italien)

Om ensomme soldater der ingenting laver end at vente, i et mytisk steppelandskab, om frygten for ‘de andre’, der aldrig kommer, men også begæret efter storhed i livet, og en feberdrøm om udødeliggørelse - så voldsomt poetisk og profetisk skrevet, lige inden 2. verdenskrig.

Etel Adnan – Sitt Marie-Rose (1978) (Libanon)

Et polyfonisk mesterværk, der foregår under borgerkrigen i libanon, blandt palæstinensere i eksil, løsrevne litterære stemmer, borgerkrig der foregår i det mest nære af det nære, mellem tidligere venner og naboer, Og en skildring, samtidig, af at palæstinensernes undertrykkelse langt fra er ny.

Byung-Chul Han – Shanzhai – Deconstruction in Chinese (2017) (Sydkorea)

Kineserne kopierer alt! Ja egentlig, men det er ikke en nutidig metode for at overdynge verden med made in china, det er til gengæld en dyb funderet idé om det cirkulæres forrang, en mere kollektivistisk forestilling om ideers ophav og ejerskab - en helt anden filosofi end den vestlige individ - og genidyrkelse. Snacky og velskrevet lille filosofisk værk, der lige sætter gængse vestlige fordomme i kontekst, og vender det hele lidt om.

Frida Elisabeth Vitved Jeppesen

Frida Elisabeth Vitved Jeppesen udkom med Man nejer i november 2025 og skriver:

Mit år som læsende begyndte med, at jeg tilfældigt trak Judith Hermanns Vi ville have fortalt hinanden alt ned fra en vens boghylde en nat i januar, hvor jeg ikke kunne sove. Jeg havde ikke hørt om bogen inden og (nok) på grund af det sene tidspunkt på natten, kom jeg til at skippe Hermanns forord, der med undertitlen ”Om at tie og fortie når man skriver”, introducerer bogen som en renskrivning af hendes Frankfurter poetikforeslæning. Jeg startede derfor med at læse bogen som en roman og blev fra første linje både helt suget ind og en anelse forvirret over, hvad det var for en mærkelig lille bog. Det gik efterhånden op for mig, at den også handlede en hel del om skrivning, og jeg har svært ved at pinpointe, hvad det var ved Vi ville have fortalt hinanden alt, der gjorde det til en så speciel læseoplevelse (udover at Hermann jo skriver vanvittigt godt), men teksten satte sig virkelig i mig og har stået som et referencepunkt for resten af årets læsning.

Mit år som læsende har derudover været påvirket af, at den sygdom, jeg har (endometriose) har været opblussende, og jeg derfor har fundet mig selv face to face med det faktum, at det er en kronisk sygdom. Når jeg har kunnet – og jeg skriver når, fordi jeg i store perioder har været så smerteplaget, at jeg hverken har kunne læse eller skrive – har jeg vendt mig mod litteraturen og læst litteratur, der bl.a. beskæftiger sig med sygdoms og handicappede erfaringer. At det faldt sammen med, at Mette Moestrup i sommers udgav sin smukke digtsamling Butterfly Nebula føltes magisk, helende. Digtsamlingen flader i syv dele, der væver sig sammen og skaber cirkulære spor og tråde, der handler om at leve med den autoimmune stofskiftesygdom hashimotos men også om at leve på en jordklode, der er ude af balance. Wow. Så smuk og rituel og legende en bog.

Jeg har derudover læst og holdt meget af CRIP af Caspar Eric og genlæst hans Nye Balancer og Nike, Maggie Nelsons Pathema, or The Story of My Mouth, der udkom i år, Anna Rieders smukke og sarte debut Hindebæger, Bjørn Rasmussens Ming og Pynt, Joan Didions korte essay In bed om at leve med slem migræne og Louise Juhl Dalsgaard At tælle til lilla. Syg Kvinde Teori af Johanne Hedva er en vidunderlig manifestagtig tekst og hovedpensum indenfor crip-litteratur, der bl.a. stiller spørgsmålet: ”Hvordan kaster du en mursten gennem et vindue, hvis du ikke er i stand til at komme ud af sengen?” (11) Jeg er meget spændt på at læse Hedvas seneste How to tell when we will die, men det bliver måske først i det nye år.

Lige nu er jeg i gang med at læse Audre Lordes The Cancer Journals fra 1980 og Adrienne Richs Drømmen om et fællessprog med digte fra 1974-1977, der er oversat til dansk af Ditte Holm Bro og Liv Sejrbo Lidegaard og starter med det smukke åbningsvers: ”Levende i vores histories jorddepoter” </3

Ellers har jeg læst overvejende prosa i år, hvilket er lidt atypisk for min læsning, men måske har at gøre med at jeg har færdigskrevet og redigeret Man nejer. ÅH! Jeg elskede at læse Amalie Langballes Elskende, så forførende, klam og betændt. Elskede bogens sætninger og parenteser og den måde det historiske blev fremskrevet. Jeg kunne rigtig godt lide at læse En mindre detalje af Adania Shibli, Intermezzo af Sally Rooney, Kairos af Jenny Erpenbeck, Fuglene af Tarjei Vesaas, All Fours af Miranda July, Milk Fed af Melissa Broder, Ingen af os blev af Josefine Dahl Olsen, Vilhems værelse af Tove Ditlevesen og Ned fra himlen af Liv Duvå. Af lyrik har elsket at læse I ly af Lars Skinnebach, Ubesvarede opkald af Rolf Sparre Johansson, Marts er bedst af Lea Marie Løppenthin, Nivå Bugt Strandenge af Caroline Albertine Minor, Fremkaldelser af Celine Szabó, jeg har genlæst Asta Olivia Nordenhofs det nemme og ensomme og Bodil Bechs Æterfingre reder mit filtrede hår. Derudover faldt jeg for nyligt over nogle virkelig smukke og invaderende digte af Larry Eigner, der arbejder ret interessant med spatiering som formprincip, og jeg leder med lys og lygte efter hans digtsamlinger til en overkommelig pris, så ræk gerne ud, hvis nogen har set dem et sted!

Mit år som skrivende har først og fremmest været præget af, at jeg har skulle færdiggøre og redigere Man nejer. Det er så sært at give slip på en tekst, man har arbejdet længe på, opholdt sig i dens rum og haft den som én at føre samtaler med. Nu er jeg interesseret i nogle helt andre ting og spørgsmål end jeg var, da jeg skrev Man nejer, og det er rart endelig at kunne give det fuld opmærksom efter, at bogen er kommet ud. Min skrivning bærer lige pt. meget præg af min læsning – prosa og disabilities – og jeg er meget optaget af både (u)sammenhængen mellem syg/rask og kapitalismen, og formmæssige spørgsmål, der handler om, hvordan man overhovedet kan skrive om smerte. Hvilke(n) form(er) har kronisk sygdom? Mere er jeg nok ikke klar til at dele lige nu, men jeg glæder mig til at undersøge videre i det kommende år.

Godt nytår,
Frida

*Pressefoto af Frida Elisabeth Vitved Jeppesen er taget af Ingrid Johanne Møinichen på Århus Teater*

*Omslag og grafisk tilrettelæggelse ved Lars-Emil Woetmann. Foto på forsiden af Birk Thomassen.*

Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe

Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe har oversat Ariana Reines Blodbølge, der udkom oktober 2025. Han skriver:

Det seneste år har jeg prøvet at læse nogle bøger af palæstinensiske forfattere. Min svoger er fra Palæstina, og i august 2023 var jeg i Nablus på Vestbredden med min kæreste og vores to små børn, på henholdsvis 2 år og 2 måneder, til min søsters og hans bryllup. Det er på mange måder ufatteligt, at det folkemord, som blev indledt bare nogle få måneder senere, til trods for en våbenhvile, stadig varer ved. Det er vildt uhyggeligt at man kan vænne sig til sådan en situation. Og hvilken rolle har litteraturen eller læsningen så at spille i det? Ingen, så længe man bliver oppe i det register, der afføder voldens abstraktion og død opmålt i tal. Litteraturen bor også i et andet register, hvor dybden i lidelsen og krigens fraktale strukturer viser sig for læseren, hvor man kan forbinde sig til et andet menneske gennem sproget. Det bliver altid lidt fejende og storladent med den slags udtalelser. Men det har været på en mærkelig måde rart at forsøge at få et andet perspektiv på lidelsen uden at se væk fra den. At læse er ikke kun noget vi gør med vores øjne, men med hele vores krop og sjæl.

Nogle af de ting jeg har læst, som jeg gerne vil anbefale:

Fady Joudah: [...]
Ghayath Almedhoun: I Have Brought You a Severed Hand
Mosab Abu Toha: Forest of Noise
[Ed.] George Abraham og Noor Hindi: Heaven Looks Like Us.

Og dem jeg gerne selv vil til at i gang med er Edward Saids The Question of Palestine og antologien You Must Live.

Peter-Clement Woetmann

Peter-Clement Woetmann har udgivet digtsamlingen Lysninger i september 2025 og som siden blev præmieret af Statens Kunstfond. Han skriver om sit år som skrivende/ læsende:

Mit år som skrivende. Nej, læsende. Mit år som læsende, hvordan har det været? Jeg ved det faktisk ikke. Her midt i december sidder jeg i mit køkken, solen fra vinduet på fliserne ved vasken, kaffekop og boller på en rist, julepynt, kalenderlys og tehætte og basilikum og ild i brændeovnen og så mig ved bordet med en håndfuld af de bøger jeg har læst i løbet af året.

Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på mit læsende år 2025. Det føles uendeligt længe siden at jeg havde optur over, at Kronstork udgav Sebastian Cordes' Verdens bedste film. Jeg var i den sidste fase af at samle digtene til Lysninger, de er skrevet, digtene, igennem mange år og længe kunne jeg ikke finde ud af hvordan de skulle samle sig, finde retning, sige det der klik så man bare ved, det er sådan det skal være. Det er sådan det skal blive. Det er sådan det blev.

Jeg har haft et spor af læsning, hvor jeg har genfundet en del af de digtere, jeg bare elsker. Inger Christensens Brev i april, Inger Christensens Alfabet. Begge bøger er så selvfølgelige. Lige sig selv. Enkle, på en måde, men alligevel er de mulige at vende tilbage til, læse igen og igen. Så er der Peter Laugesen, han har altid skrevet en ny bog, og der er også altid en ældre bog, jeg har glemt fandtes eller når jeg genlæser den, har glemt at digtene lige præcis var sådan. Igår aftes læste jeg i hans bog Il Miglior Fabbro fra 2023 fx, og ugen inden hans digtsamling Morgensange. Jeg tror altid, jeg finder Laugesen frem, når jeg har brug for at ha’ en bog at bladre i, et par linjer at falde ind i ved morgenbordet, på sengebordet, på kontoret, i en pludselig pause. I den bunke ligger Marianne Larsen, Tomas Tranströmer, Paul Celan, Pia Juul, også. Lars Norén. Dramatik af Martin Crimp og Sarah Kane og Jon Fosse fx Og en hulens masse andre, som, hvis jeg først begynder at skrive dem op, så bliver jeg alt for bange for at ha’ glemt nogen, så hellere glemme lidt for mange.

Jeg har også haft en Lydia Davis-periode. Sådan et lys af helt kort prosa. En situation. Eller et tempo. En replik. Bare lige en åbning ind i en tanke. Det fik mig til at læse hendes Essays, som kredser om at skrive og om forfattere. Meget vidunderligt, hvis du spørger mig. I det spor har jeg også læst Kerstin Ekmans Min bogverden, hvor Ekman skriver om bøger hun elsker. Og man får bare lyst til at læse hver eneste en af de bøger. Det er noget jeg har en svaghed for, tror jeg: Når mennesker skriver om det de elsker. Det kunne sådanset også være når Dave Goulson skriver om naturen eller Arild Hvidtfeldt skriver om religion eller nogen kunne skrive en bog om havet eller om sand eller om containerskibe. Men også om bøger. Fordi det jo på mange måder handler om, at være et tænkende, sansende, følende menneske, det altsammen. Lea Fløe Christensens En mand med en ged på side 251 har også været en stor fornøjelse at læse. Dén nysgerrighed på, hvad man egentlig elsker at læse inde i sit hjerte - og at det ikke altid er det samme. Det blik for, hvor forskelligt vi søger ind i bøgerne, i sætningerne, i verdenerne. Det er en kunst at kunne levere den slags med overskud og fornøjelse. Og det er dejligt at nogen siger det selvfølgelige højt: at bøger ikke bare er én ting, og at vi bruger bøger og læsning til forskellige ting. Og at bevidsthed om netop dét, gør det muligt at fylde ens egne hylder mere bevidst op.

I løbet af året blev jeg spurgt af sangskriver Hannah Schneider om at skrive noget tekst til hende fordi hun var blevet spurgt om at lave et værk i anledning af at Bjørn Nørgaards gobeliner inde på Christiansborg i år fyldte 25 år, og til det har jeg læst en del om Danmarkshistorien og ikke mindst “læst” gobelinerne, som jo er billedfortællinger, og meget, meget smukke. Det blev til en håndfuld tekster, som Hannah Schneider fandt et udvalg af, som kunne spille ind i hendes værk En tråd vævet ind i tiden. Der var også nogle linjer af Sappho, som fandt vej, fordi nogen siger at militæret er det smukkeste på denne mørke jord, men jeg siger, det er hvem end du elsker… Og det der med hvem end man elsker, det tror jeg på, at tiden har brug for.

I løbet af året har jeg også genfundet min passion for tekster om fremtiden, fremtider, om teknologi og hele det mulighedsrum. Det er vildt at tænke på datacentrenes summen, på alt det der ligner virkeligheden, men ikke er den. Og jeg tror faktisk, at hele mit arbejde med fremtid i tidligere værker (mest til teateret) har forstærket den form som min digtsamling Lysninger fik. Hele det personlige spørgsmål om at være i verden, om ens relationer, om sorgen over at miste, om spørgsmålet om, hvem man egentlig selv er her på planeten i det store univers. Men også nede i sproget, at finde et enkelt sprog til dét.

Jeg har også læst en god portion romaner, men det må I høre om en anden gang. Men I skal love jer selv at læse Anders Rishøjs’ Til vi finder noget andet og Deniz Kiys Blokkene. VIGTIGE BØGER.

Her til sidst, på falderebet, som rosinen, som den første der blev den sidste om man vil, vil jeg bare nævne en enkelt digtsamling, som jeg læste ved et tilfælde (fordi jeg så den og købte den på instinktet), og det er Jonas Okholm Jensens digtsamling Min fod brænder. Det er længe siden, jeg har mærket en så umiddelbar glæde inde i mig selv, ved at læse poesi, som jeg gjorde, da jeg læste Jonas’ digte. De er vidunderligt konkrete. Med en energi som en, der bare lige har rystet sætninger ud af ærmet. Indimellem svært uforståeligt velsagtens, men herregud, det glimter heldigvis derude på linjerne.

Det var et par nedslag i 2025 som læsende. Og skrivende. Og levende.

*Foto af Peter-Clement Woetmann krediteres Claus Handberg*

Erik Scherz Andersen