X er et forløb i ni afsnit. Sproget er skrevet af led og alligevel står det knivskarpt i sine forskudte betydninger og indædte frustration, had, indignation.

Ordet nødvendighed får ny betydning, når man glider igennem det flow af sprog, som X er. Sætningerne falder så selvfølgeligt i assonans og betydning, at det føles som om intet kunne være anderledes.

Man kan sidde i mørket og læse under sengelampen, og opleve at læsningen forvandler sig til et hul af sprog. Som om noget i ens rygrad har flyttet sig, som om ens bærende elementer er eroderet bort af skriften, som om noget i sproget er gået i genklang med ens største drømme eller værste mareridt. Sådan havde vi det her på forlaget, da vi læste X første gang.

Og for hver gang vi lod vores øjne løbe ned langs siderne, langs sætningernes techno, var det som om vi læste en helt ny tekst. En tekst nærmest skreget ud fra alle de steder i den kollektive bevidsthed, vi ikke taler om / vi prøver at skjule med take away / porno / nye accessories til vores buggaboo-cameleon-barnevogn.

Med X indtræder en ny stemme i dansk litteratur: Henrik Kabell. Der er en sjælden radikalitet i Kabells skrift, der trækker tråde tilbage til poesiens gamle mestre og samtidig bærer på en indignation over en tid, vores tid, hvor selve det kit, der binder mennesker sammen, synes at smuldre.

Henrik Kabell tog afgang fra Forfatterskolen i 2005 og bor i København.